Baby salmesang 1095x500

Er du på barsel? I denne og næste uge starter der masser af hold i babysalmesang rundt om i de fynske kirker.  Organist i Vissenbjerg Kirke, Kamilla Sørensen, der i mange år har undervist i babysalmesang, fortæller om konceptet.

Hvorfor salmesang for babyer?

– Musik er godt til at skabe en forbindelse mellem forælder og barn. Til babysalmesang bruger vi sang, dans og berøring, som er væsentlige elementer for barnets udvikling, og lyden af forældrenes stemme skaber tryghed for det lille barn. Bagefter kan man tage sangene med hjem og bruge dem, når man for eksempel skal trøste, pusle eller putte. For mange forældre er det sociale element også et vigtigt, for babysalmesang er en mulighed for at mødes og hygge med andre voksne og børn.

 Hvor gammel skal barnet være?

– Det er helt op til forældrene, men ideelt set mellem tre og ti måneder. På det tidspunkt kan barnet fokusere, og det kravler eller løber ikke rundt.

 Skal man som forælder være udstyret med en god sangstemme for at være med?

– Nej. Der er absolut ingen krav om skønsang eller kendskab til salmer. Man brummer med, som man har lyst til, og man skal huske på, at for barnet er forældrenes stemme altid den skønneste. Vi sørger for, at det er på et niveau, hvor alle kan være med og går f.eks. ikke så meget op i tekster.

Skal man  bo i sognet, eller kan man bare møde op?

– Det er forskelligt fra sted til sted, så spørg på forhånd.

Hvad skal man medbringe

– Bare sig selv, sin baby og eventuelt lidt mad til den lille. Mange steder er der kaffe og kage til forældrene bagefter.