I dag besøgte vi H. C. Andersens hus. To børn og én voksen. Med høje forventninger. Tidligere har museet haft et skattekort, hvor børnene skulle finde bestemte ting (F.eks. en havfrue, den lille pige med svovlstikkerne og Klods Hans), men i butikken fik vi at vide, at de ikke havde flere af den slags kort tilbage. Første skuffelse.

Museet fortæller historien om eventyrdigteren primært ved hjælp af plancher og montrer, og det sker i en række dunkle rum. Den svage lyssætning er formodentlig på grund af hensynet til materialerne, men mørket skræmte den 4,5-årige gæst. Hun klamrede sig til voksenbenet hele vejen hen til børnerummet, der var temmeligt uopfindsomt. En håndvask med papkrus, en stak papir og blyanter, en bogreol og en opslagstavle med gækkebreve udgjorde sammen med et stort skilt om, hvad man IKKE måtte det rum, der hverken indbød til leg eller hygge. Den største succes var de tegnefilm, som flimrede over fjernsynet, men som voksen kunne man ikke andet end at tænke, at dem kunne man jo lige så godt have set derhjemme.

Smukkest er museets runde Mindehal med de gigantstore vægmalerier fra Andersens liv. De gjorde indtryk. Både på store og små.